Nøglen til det gode salg - gør ventetid til læringstid 

Relationsopbygning giver resultater

Der tales i disse år meget om opbygning af netværk og brugen af dette i forretningsøjemed.

Skabelsen af netværk og relationer til andre mennesker er der ikke meget nyt i, men det nye ligger i at forståelsen for andre mennesker, såvel internt som eksternt i virksomhederne, er af afgørende betydning i dag hvor tilbudene og konkurrencen er så stor.

Et jordnært eksempel

For et stykke tid siden oplevede en af vore instruktører i Thailand på en solbeskinnet strand et klart og jordnært eksempel på opbygning af relationer og de resultater der skabes af dette.

På denne strand ligger der 15 ens strandbarer hvoraf den ene altid er fuldt belagt, og med folk der står og venter. De resterende 14 har ingen eller meget få gæster. Årsagen er ikke skygge eller dårlig mad eller andre undskyldninger, men den klare kendsgerning at Mrs Poo, som driver den meget optagne strandbar, skaber relationer, såvel internt som eksternt til de mennesker hun er afhængig af. Med smil, nærvær, opmærksomhed, energi og merværdi for gæsterne skaber hun en unik situation som de mennesker, der har gæstet hendes strandbar, ikke glemmer, og naturligvis vender tilbage til for at opleve.

På de andre strandbarer var der ikke meget opmærksomhed og slet ingen merværdi for de gæster som jo på ferie søger oplevelser.

Læren af denne jordnære situation fra en strand i Thailand er at relationer skaber resultater i form af øget omsætning, tilfredse kunder der kommer igen, og medhjælpere/hjælpere der gerne står bi når forretningen kører.

Hvordan skabes relationer blandt mennesker?

Der er skrevet mange bøger om hvordan den menneskelige adfærd kan bruges i at skabe relationer til andre mennesker. Grundlæggende er der 4 elementer der skaber netværket og vedholdende relationer til andre mennesker, og derved danner det netværk som er så vigtigt.

De 4 elementer er følgende:

  • Nærvær og opmærksomhed
  • Empati – indlevelsesevne og involveringsevne
  • Energi
  • At give merværdi

Disse 4 elementer er ikke noget alle mennesker er begavet med. Der skal arbejdes ustandseligt med at kunne læse og forstå andre menneskers adfærd, ligesom tilpasningen af ens egen adfærd skal matche personen og situationen.

At skabe nærvær og opmærksomhed i enhver situation med andre mennesker er naturligvis et spørgsmål om at kunne lytte, at stille spørgsmål og at være på.

Det betyder at ens modpart opfatter en som en person der er 100% koncentreret om det der sker lige nu, og ikke alt muligt andet. Opfølgning og stillen sig til rådighed er naturligvis elementer i det fortsatte samarbejde mellem mennesker og virksomheder, og derved skabes der en forståelse og en vedvarende fastholden af relationerne.

Ordet empati – som betyder involveringsevne eller indlevelsesevne – er en forretningsmæssig og ægte indlevelse i andre menneskers situationer og hverdag. Det betyder at man som person sætter sig i modpartens sted og forstår og reagerer som denne person ville gøre det. Det betyder igen forståelse og reaktionsmønstre som falder i god tråd med modpartens, og derved opstår der igen gode vibrationer og relationer.

At give energi i enhver situation med andre mennesker er ikke mange mennesker forundt, men de mennesker man oplever som giver én oplevelser i form af sin energiske adfærd, og som efterfølgende med sin energi er med til at sætte initiativer i gang, er afgørende for om man som virksomhed eller menneske har lyst til at samarbejde med denne person.

Det sidste element, at skabe merværdi, er en kombination af de andre elementer som derved skaber en situation, hvor man sammen med andre mennesker skaber en merværdi bygget op om de relationer og det netværk der er opbygget.

Denne relation og denne merværdi skal naturligvis være til fordel for begge parter i en forretningssammenhæng, men også i almindelig menneskelig adfærd er det vigtigt at kunne give hinanden merværdi i det samarbejde som sker.

Det kan siges meget groft, at ligesom man i almindelig multiplikation ganger tingene med hinanden for at få et resultat, så skal der ikke andet end et enkelt nul ud for et af de 4 elementer for at give et nul i det samlede resultat.

Konklusionen er, at for at skabe effektive og vedvarende relationer til andre mennesker og virksomheder skal alle 4 elementer have en høj værdi og en høj opmærksomhed, for at man hele tiden kan tilpasse sig og forandre sig i situationer og over for andre mennesker.

Fremtidsscenariet

Det fremtidige scenarie med øget fokus på internetløsninger og andre former for telekommunikation som ikke involverer menneskelig kontakt, er selvfølgelig skræmmende og vil i nogle situationer medføre at kontakten sker via internettet på en meget upersonlig og ikke særlig givende måde.

Det skal her stå helt klart at vedvarende og effektive relationer ikke skabes via ”kunstige kommunikationsformer”, men via en ægte og målrettet relationsopbygning, såvel internt som eksternt til mennesker som har betydning for dig og din virksomhed.

640 960 Det Gode Salg